På nye Vinger

---

Af Frank Mangs
- kaldet Nordens Billy Graham

---

 

Hos en af de gamle Profeter finder vi et Ord, som uden tvivl har et særligt budskab til vore dages trætte og forpinte mennesker:

"Ved du - hørte du ikke, at Herren er en evig Gud? Den vide jord har Han skabt. Han trættes og mattes ikke - Hans indsigt udgrundes ikke. Han giver den trætte kraft. Den svage fylde af styrke. Ynglinge trættes og mattes. Ungersvende snubler brat. Ny kraft får de, der bier (venter) på Herren! De får nye svingfjer som ørnen. De løber uden at mattes. Vandrer uden at trættes"

Ordene findes i de sidste vers af kapitel 40 i Esajas Bog (Gamle Testamente)...

*

Det er naturligvis ingen ny foreteelse, at ynglinge bliver trætte og giver op, eller at unge mænd kan falde. Det er hændt til alle tider. Men procenten af trætte mennesker har sikkert aldrig været så stor som i vore dage. Du møder dem overalt, og selv har du sikkert mange gange været en af dem. Jeg ved i det mindste, hvad det betyder at være dødtræt. Og måske er det derfor, at jeg kender en tvingende tilskyndelse til at bringe en hilsen til dem, som på samme måde som jeg har været ved at segne i striden. Måske kan nogen af dem få nyt mod og finde vejen til ny kraft. Det er i alle tilfælde min bøn.

På underlig vis er menneskeslægten kommen ind i en heksedans, som vi slet ikke egner os til. Takten bliver vildere og vildere. Farten øges mere og mere. Og med eller mod vor vilje tvinges vi til at følge med. Resultatet bliver, at kræfterne ikke slår til.

Trætte lærere underviser trætte elever. Og trætte sygeplejersker våger over trætte patienter - indtil de selv falder sammen af overanstrengelse og må søge hvile. Moderen i hjemmet er nær ved at segne under byrden af overmenneskeligt arbejde, og hendes mand er oprevet af tusind bekymringer for økonomien og fremtiden. Den, der arbejder legemligt hårdt, behøver længere sommerferie for at kunne blive ved med at klare det seje slid for det daglige brød, og chefen må undertiden tage en ekstra ferie midt i sæsonen - rejse bort for at restituere mentalt.

Det er ikke den normale træthedsfølelse, vi taler om her - den er en følge af naturligt arbejde og kureres ved otte timers god søvn. Her er ikke i første række tænkt på de trætte legemer - men på de trætte sjæle. Man er træt - ikke blot af sit arbejde, men kørt træt i det. Træt af mennesker, træt af sig selv og hele sin fattige eksistens. Nogle er så trætte, at de ganske enkelt ikke orker at leve mere.

For nogle år siden besøgte jeg en lille by i Finland, hvor ikke mindre end fem livløse mennesker blev bragt til kapellet. De havde alle begået selvmord. De ydre årsager var yderst forskellige. En havde haft økonomisk underskud. En anden havde fået sit sjæleliv revet i stykker på grund af ulykkelig kærlighed. Og et par havde levet så hektisk, at hele tilværelsen var meningsløs. Men alle havde de det til fælles, at de var trætte af livet.

Det er en kendt sag, at Psykiatere og Psykologer har kronede dage. Psykiatriske afdelinger og sanatorier er overfyldte. I følge en statistik, jeg så for nogle år siden, kan det ikke engang vare hundrede år før halvdelen af befolkningen i vore såkaldte civiliserede samfund (Kulturlande opr.) er psykiatriske patienter, der behøver læge opsyn. Alt sammen under forudsætning af, at de psykiske lidelser tiltager i samme takt, som udviklingen fra 1. verdenskrigs begyndelse. Og tilstanden bliver næppe bedre, efter at 2. verdenskrig har ruineret nationernes økonomi og sønderslidt borgernes nervesystem. Man behøver ikke at være pessimist for at se mørkt på fremtiden. (Red. bemærkning: Bogen skrevet forud for udgivelsen oprindeligt i 1945!!)

Hvad er årsagen til alt dette? Hvordan kan det være, at mennesket nedbrydes længe før tiden og bliver til en skygge af, hvad det egentlig skulle være?

Krig kan ikke være den eneste årsag. For nerverne slår klik og hjernerne omtåges lige så ofte i de lande, som aldrig har dirret unde de moderne krigsmaskiners blodige fødder. Hjertesygdommene angriber yngre mennesker lige så hurtigt i USA som i det blødende Europa.

Jeg traf engang en gammel original, som skød hele skylden på maskinerne. "Maskinerne har berøvet arbejderne deres arbejde uden at skabe andre eksistensmuligheder. De har skabt en overproduktion, som volder bekymring - både hos arbejdere og arbejdsgivere. Fjern alle maskinerne fra vore værksteder, og lad menneskehænder atter gøre arbejdet. Stands fremstillingen af biler og fly. Lad menneskene vender tilbage til naturen, så kommer alt igen til at fungere normalt".

Måske ligger der en lille smule sandhed i den gamles filosofi, men det er nu langt fra hele sandheden. Det er ikke nær så farligt, at mennesker bruger maskiner som dette, at mennesket selv mekaniseres.

Andre mennesker tror, at det hele væsentligt er et spørgsmål om diæt. Jeg husker, hvor begejstret en medpassager på en rejse fortalte mig om en opdagelse, han havde gjort. Der havde i flere år været et spændt forhold mellem ham og hans kone. Selv var han naturligvis en eksemplarisk ægtemand, men med fruen var det så som så. Hun var magelig og var ikke i besiddelse af den fyrige energi, som manden ejede. Dertil kom, at hendes humør ikke altid stod på smukt.

Nu var den eksemplariske ægtemand på sin sidste jordomrejse kommet på sporet af Grønsagsditætens ubeskrivelige velsignelser. Og nu var han overbevist om, at hans ægtefælle kunne blive et nyt menneske, hvis det bare kunne lykkes ham at få hende til at indtage den nye diæt.

Jeg var næsten ked af, at jeg ikke kunne dele hans nyvundne tro. Hvorledes den kom til at virke i praksis, kender jeg intet til. Men vi kan godt indrømme, at der ligger nogen sandhed i den mands overbevisning. En hel mængde religiøse bekymringer bunder ikke i nogen dybere synd, end synden mod naturlovene, hvad angår mad og drikke. For det er virkelig både synd og skam at ødelægge sjæl og legeme gennem en fejlagtig kostplan.

Men det ville være dåragtigt at tro, at størstedelen af vore indre konflikter kan løses så enkelt som frugtsalat, råkost, spinat eller lignende, selv om også dette kan være af betydning for vor sundhed. Det går nu heller ikke at ville reparere ægteskaber, der er gået i stykker, ved indførelse af en spiseseddel. Problemet ligger langt dybere.

*

Derimod har vi sikkert større grund til at tro på dem, der hævder, at årsagerne til de sjælelige sammenbrud er at søge i tidens hidsige jag. Overalt råder der en knivskarp konkurrence. Den begynder allerede i skoleårene og fortsætter, lige til man bryder sammen, bliver pensioneret eller bæres til graven. Det har aldrig kostet så meget at være menneske som i dag. De fleste mennesker står overfor denne ubøjelige kendsgerning, at enten må de slå sig igennem og klare sig, eller også må de sakke agterud og blive trampet ned af den hær, som hensynsløst raser videre. Der er kamp på liv og død ikke blot på krigens slagmark, men samme kamp raser i mindre målestok i dit og mit daglige liv.

Hvert eneste foretagende kræver det yderste af sin mand, og den, som ikke er stærk nok til at fylde sin plads, flyttes automatiske til side for at give plads for en anden. Forretningsmanden går konkurs, prædikanten bliver "overflødig" allerede ved halvtredsårsalderen, og den aldrende arbejder bliver arbejdsløs. Man behøver yngre hjerner og stærkere hænder.

Det er slet ikke underligt, at menneskeheden er træt. Det er et større mirakel, at så stor en procentdel endnu orker at følge med i kapløbet uden at opgive ånden. Og somme tider undrer man sig over, hvor længe udviklingen skal kunne fortsætte i denne rasende fart. Hvad skal der til for at bremse denne afsindige heksedans? Hvorledes ser den hånd ud, der kan sætte en stopper for rekordjageriet på sportspladsen og stryge feberen bort fra forretningslivet? Hvem skal bremse kaprustningerne, få nationerne vakt op til at se deres vanvid og afskaffe krigen?

Denne uhæmmede konkurrence som stor udstrækning bunder i æresyge, egoisme, magtbegær har med sig en forfærdelig angst. Angsten for, at konkurrenten skal klare sig bedre, end man selv kan. Angsten for, at andre skal vinde den stilling, man selv stræber efter - og angsten for, at den anden nation skal vinde våbenkapløbet.

Få ting tærer så meget på menneskets indre kraft som angst. Derfor er slægten dømt til at nedbrydes skridt for skridt - sålænge egoismen skal være den dominerende faktor både mellem de enkelte individer og mellem hele nationer. Egoismen har forvandlet verden til et helvede, som menneskene ikke kan udholde.

*
Men dette er ikke alt. Det er ikke kun konflikt med andre mennesker, som river sjælene itu. En stor procentdel splittes i stykker af konflikter i deres eget indre. Sidste sommer fandt jeg en lille notits i et amerikansk blad, der beretter om en ung kvinde. Hun var nitten år gammel. Hun gik ind i garagen og lukkede døren efter sig. Satte sig ind i bilen og startede. Nogle timer senere fandt man den hende på førersædet. Samtidig fandt man en lille seddel i hendes taske, hvorpå hun havde skrevet: "Jeg er så egoistisk, at jeg ikke orker at leve. Alt, hvad jeg gør kredser om mit eget ego. Det er bedst for mig selv og andre, at jeg forsvinder."

Vi siger, at hun var syg, og det var hun. Men tænk, hvor uendelig mange af os, som ville handle i samme dybe fortvivlelse, hvis vi virkelig opdagede, hvilken dæmonisk rolle egoismen har spillet i vort liv. Egoismen er bare en af de drifter og begæringer, som indefra gør krav på at være Herre over vort legeme og vor sjæl. Jeg kommer netop nu til at tænke på en ung mand, som under en personlig samtale med fortvivlelse i tonefaldet spurgte: "Hvorfor skal man være skabt med begær?"

Det nytter kun lidt at besvare dette spørgsmål, for vi havner bare i meningsløse spekulationer. Vi må blot erkende, at drifterne er der, og at det er sandt, hvad Herrens Ord siger: "Ånden begærer imod kødet, og de kødelige lyster fører krig mod sjælen." Vor egen indre verden er en slagmark, hvor godt og ondt kæmper. Hvor kød og ånde brydes. Hvor der strides mellem Himmel og Helvede.

Undertiden tror vi, at troen på Gud i et eneste nu og for al fremtid løser alle indre problemer. Det kan vel af og til også synes så ved vore vidnesbyrdsmøder. Men den nøgne realisme viser noget andet. Den, som vil være en virkelig kristen og leve ret og rent både udvortes og indvortes, skal ofte nok komme til at mærke den indre konflikt - og endda stærkere end andre mennesker. Var det ikke efter den vidunderlige erfaring ved Jordan, at Jesus selv mødte Satan ude i ørkenen? Og den apostel, som havde været bortrykket indtil den tredje Himmel, vidste af egen erfaring, hvad det betød at kæmpe imod en af Satans engle. Det kan godt hænde, at mennesker, som helt har ladet Gud ude af betragtning i deres liv, fører en meget roligere tilværelse end de, der har overgivet deres liv til Gud. Fuldfærdige hyklere og halvhjertede bekendere klarer sig til tider bedre end helhjertede kristne. Mange helgener er havnet på en psykiatrisk afdeling, medens gadens glade børn fortsatte deres letsindige liv.

Hvad skyldes dette? Har troen på Gud ingen praktisk værdi i et menneskes kamp mod det onde? Jo vist har den det. Men det er ikke altid, at den overnaturlige kraft stiger til samme linje i vor indre verden, som det kristne krav. Der mangler et stykke mellem det hellige krav og den hellige kraft. Der mangler ikke noget fra Guds side, men der mangler noget i vor erfaring. Og da er det, at der bliver konflikt - konflikt mellem, hvad man ville og burde være, og hvad man egentlig er.

Uden at hengive os til negativ kritik vover vi at sige, at vore dages kristendom vistnok er for tynd og mager til at møde den stormflod af ydre og indre fristelser, som vælter ind over en skrøbelig mennesketilværelse. Vi ejer for lidt af det overnaturlige indslag, som var så almindeligt i den apostolske tid. Vi tror på en from Gud, og vi gør vort bedste for at tjene Ham. Men vi mangler det overvældende kraftfællesskab med Ham. Det er netop derfor, vi trænger til en ny oplevelse af, at "Han giver den trætte kraft og forøger styrke hos den magtesløse!"

Men jeg tror, vi må nævne endnu en sandhed i denne forbindelse, og det er denne: Det kæmpende individ er ofte så fuldkommen uhyggeligt alene. Det er ikke mere end nogle få dage siden, at jeg traf en ven, som sagde: "Jeg må have en samtale med dig. Og vi må have god tid. Der er et problem, som jeg har tumlet med i mange år - uden at nå til en løsning. Og jeg har ikke haft noget mennesker at betro mig til."

Husk på, at den syge mand ved Bethesdas Dam sagde til Jesus, dengang han spurgte Ham, om han ville blive rask: "Jeg har ingen til at hjælpe mig!" Han var midt i en stor by under en stor religiøs højtid, men trods alt var han ensom. Og ensomme er de fleste af os. Trods vore store organisationer og stemningsfulde møder. Vi er ensomme - trods al vor tale om Guds menighed og de helliges samfund.

Nej - ikke helt ene - for der findes en Gud, hvis øjne farer over hele jorden for at se efter dem, hvis hjerte er helt med Ham, og Han viser sig stærk i at hjælpe dem.

Ja, Han giver den trætte kraft og øger styrken hos den magtesløse!

---

Legeme og Sjæl

---

Ifølge den paulinske filosofi er mennesket et trefoldigt væsen, der består af Ånd, Sjæl og Legeme. Og efter den samme apostels tro er der frelse for alle tre parter i vor personlighed: "Han selv, fredens Gud hellige jer helt og fuldt. Og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme! Trofast er Han som kaldte jer. Han vil også gøre det!" (1. Tess. 05:23-24)

Denne Treenighed er organisk, selv om den ikke er fuldkommen harmonisk. For der er ofte konflikt mellem, hvad anden attrår, og kødet begærer. Alligevel hører de så fuldkommen sammen, at det slet ikke er muligt bestemt at sige, hvor den ene hører op, og hvor den anden begynder. Hverken kirurgens kniv eller Psykologens analyse strækker til, når det gælder om fuldt ud at forske Skaberens mesterværk - mennesket. Det er kun den alvidende Gud, som fuldt ud kan ransage vort væsen og ved, hvor grænserne går mellem den rene materie, sjælens kræfter og det evige åndsliv.
"Guds Ord er levende og kraftigt - og trænger igennem, så det adskiller sjæl og ånd. "Ånd, sjæl og legeme hører sammen og påvirker hverandre som kugler og hjul i et mesterligt maskineri, og til tider er det meget svært at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning, hvad der driver, og hvad der drives. Somme tider er det kroppen, som dominerer - dyret i mennesket - og det så fuldstændigt, så alle ædle tilbøjeligheder kvæles, og til andre tider tager sjæl og ånd så fuldstændigt herredømmet, at den grove materie forvandles til et fuldkomment medium for den evige verdens kræfter. Et udmattet legeme kan drage ånden nedad, og et ilde tilredt gudsforhold øver en skæbnesvanger indvirkning både på legeme og sjæl.

Denne underlige sammenknytning volder mange mennesker vanskeligheder ved vurderingen af legeme og sjæl. Vi gør somme tider sager og ting til rent fysiske spørgsmål, medens de i virkeligheden er åndelige. Det omvendte er også tilfældet. Vi forklarer stundom, at reaktionerne af et ødelagt nervesystem er en anfægtelse fra Djævelen. Så vi ordinerer sanatorieophold til mennesker, som på ti minutter kunne have været kureret gennem en ærlig syndsbekendelse. Både sjælesørgeren og læger har forsyndet sig meget på dette område, og sønderrevne menneskesjæle har måttet gøre tjeneste som forsøgskaniner for både den moderne videnskab og den religiøse dumhed.

"Doktor Medicinæ" har stemplet helbredelsesundere som kvaksalveri, fordi der blev bedt for syge, der havde blindtarmsbetændelse eller dårligt hjerte, og fordi man salvede dem i Herrens navn. Men lægen var selv en større kvaksalver, når han forsøgte at kurere syndesorg med "Bromtabletter" eller ville helbrede samvittighedskvaler med luftforandring. Han laborerede på et område, hvor han var fuldkommen uvidende. Det er kvaksalveri.

Jeg har længe gået og drømt om, at vi burde have et sanatorium - en kuranstalt - eller, hvad man nu vil kalde det. Hvor man havde en specialafdeling for menneskers åndelige liv. Dvs. for deres gudsforhold. Og en lignende for deres sjæl og legeme. Lad så tre specialister: En Profet, en Sjælelæge og en Mediciner samarbejde i den dybeste harmoni under den Hellige Ånds vejledning. Jeg tror, at der ville ske underfulde ting.

Nu og da har jeg under min virksomhed som sjælesørger og sjælevinder haft lejlighed til at samarbejde med troende læger. Jeg har haft mange velsignede erfaringer fra de tider. Vi behøver hinanden - og vore lidende medmennesker behøver al den hjælp, de på nogen måde kan få.

Måske må jeg gennem nogle få eksempler belyse, hvad jeg gerne ville have frem netop her.

For nogle år siden befandt jeg mig i en af mit livs mest afgørende og revolutionerende religiøse kriser. Jeg havde befundet mig i denne tilstand i adskillige uger. Både legeme, sjæl og ånd påvirkedes af denne indre kamp og spænding. I min nød henvendte jeg mig til en læge for jeg havde virkelige fysiske smerter i mit legeme.

Det var en meget fin og god og dygtig læge. Han undersøgte mig grundigt. Lyttede, bankede og spurgte. Til sidst stillede han diagnosen. Jeg kan ikke huske, hvad det var, han kaldte sygdommen. Men jeg husker tydeligt, hvad han ordinerede: Jeg skulle have en bestemt diæt. Daglig massage, bad og gymnastik. Det var en fuldkommen ufarlig kur og sikkert mere velgørende end en tidligere ordination for samme problem: nogle dråber saltsyre dagligt for fordøjelsen (som har været problemfri hele mit liv). Nu vel - jeg tog kuren. Til hver middag spiste jeg vegetariske bøffer. Jeg blev halvkogt i den elektriske lyskasse. Tog massage og gjorde gymnastik så sveden haglede af mig. Således holdt jeg ud i to uger. Men jeg var stadig lige dårlig. Det lod sig ikke gøre at drive hjertets ondskab og urenhed ud ved damp. Guds fred kunne ikke masseres ind i min urolige sjæl. Når jeg var færdig med dagens program gik jeg gerne ud i skoven og græd. Græd af længsel efter renhed, frihed og helstøbthed. Men tre dage efter, at jeg havde forladt kurstedet, mødte jeg Gud. Han gjorde på fem minutter tusinde gange mere, end hvad hele den kostbare kurbehandling på fjorten dage havde udrettet. Han lagde beslag på min indre verden. Han fyldte min sjæl med fred, og Han lod sin lægende kraft gennemstrømme mine trætte nervetråde. Det var netop den kur, jeg behøvede. Gud vidste det og gav mig langt mere, end jeg havde forstået at bede om.

---

Indre konflikter

---

Min mor, der har fået hjemlov - plejede undertiden at fortælle os om en ejendommelig
episode fra morfars liv. Han var religiøs - meget religiøs. Hans fromhedstype var stærkt farvet af den tid i hvilken han levede - og af hans egen psyke. Han var en "kraftnatur" af den gamle kaliber. Stærk som en bjørn og uforfærdet som en løve. Jeg ha kun set ham én gang, da jeg var i femårsalderen. Han var gammel og krumbøjet. Men jeg mindes endnu hans store kraftige hånd, som han lagde på mit hoved, da han gav mig sin velsignelse. Jeg havde ikke meget begreb om, hvad der lå i hans profetiske ord, men jeg husker, at en forunderlig kraft gennemstrømmede mit væsen, mens den gamle mand talte, og jeg stod og græd af dybt grebet.

Det syntes, som om han var fuldstændig fri for alle falske hensyn til denne verdens mægtige. Og når det behøvedes, kunne han i retfærdighedens navn give en synder en ordentlig drag prygl, for at ret skulle være ret. Det fik han ikke skrupler af, for det var ganske simpelt et stykke af hans kamp for sandheden. Det indgik i hans religion.

Men engang kom han ved vurderingen af et dødsbo til at vurdere en gammel salmebog nogle få ører for lavt, og da blev han syg af græmmelse. Han måtte gå i seng og kunne hverken spise, drikke eller sove. Han mægtede ikke at holde hænderne på ploven, og endnu mindre var han skikket til at kæmpe for sandheden. For han var dømt som en bedrager af sin egen samvittighed. Hans hustru prøvede at tale ham til fornuft ved at vise, hvor absolut betydningsløs denne bagatel var. Med det hjalp ikke. Han var syg både til legem og sjæl, indtil han kom afsted og fik rettet op på fejltagelsen. Men så blev han stærk igen.

Jeg ved nok, at det ikke er alle mennesker, der er skabt på samme mærkelige vis som min morfar, men jeg nævner hændelsen blot for at vise, hvilken magt sjælen har over legemet. De indre konflikter spiller en meget større rolle, end vi er tilbøjelige til at tro - i det mindste i visse menneskers liv. (Nogen har garvet samvittigheden og synes aldrig at være besværet af indre konflikter). Mange ting, som tilsyneladende er legemlige sygdomme, ville forsvinde som ved et trylleslag, hvis den syge bare fik fred i sin sjæl.

Det var ikke blot den åndelige afmagt, Kong David tænkte på, da han skrev den 32. salme: "Så længe jeg tav, svandt mine ben hen under min jamren dagen igennem, for din hånd lå tungt på mig både dag og nat. Min livskraft svandt hen i sommerens tørke".

I Salme 38 behandler han spørgsmålet endnu dybere og siger: "Intet er karskt på min krop for din vredes skyld, intet uskadt i mine ledemod for mine synders skyld, for over mit hoved skyller min brøde som en tyngende byrde, for tung for mig. Mine sår både stinker og rådner. For min dårskabs skyld går jeg bøjet. Jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg dagen lang".

Det var mindet om misgerningerne, som bøjede Sions helt. Det virkede deprimerende på både sjæl og legeme. Det hindrede hans hjerne i at tænke klart, og det hindrede hans legeme i at udøve sin fulde styrke. Det er bogstaveligt sandt, at han gik nedtrykt og med bøjet ryg dagen lang. Han var blevet gammel før tiden på grund af græmmelse over sin synd.

*
Mellem den for lave vurdering af den gamle "Davids Salmer" og Kong Davids bloddryppende misgerninger ligger en hel lang liste af synd i tusinde forskellige variationer. Et eller andet sted på listen funder du og jeg vore misgerninger, og hver uopgjort synd indvirker mærkbart på hele vort væsen. Den berøver os vor fred, den udsuger vor åndelige energi, og den dukker op som forstyrrende impulser - enten i sovende eller i vågen tilstand. For den findes der som en skjult snylter, lige indtil den gennem ærlig bekendelse renses bort.

Under en spadseretur i skoven sammen med min dreng forsøgte jeg at forklare ham, hvor vigtigt det var, at han og jeg altid havde alt imellem os rent og klart og åbent ved, at han gjorde mig delagtig i sine svagheder, fristelser og modgang og andre ting, som kunne volde bekymring.

"Nej, al den slags", sagde han, stopper jeg ned i mit inderste", og med en talende håndbevægelse illustrerede han, hvorledes alt af den natur blev presset ned i hans private sjæleliv.

"Det må du ikke gøre", sagde jeg, "for det er farligt".

"Farligt - hvordan det, far?"

Han var dengang ikke mere end ti år, og jeg forstod, at jeg på en eller anden måde måtte illustrere det tydeligt, hvad jeg havde forsøgt at gøre ham forståeligt: "Jo" sagde jeg, "ser du, hvis du tager en død høne og kaster den ned i kælderen og siden lukker vinduer og døre, hvordan tror du så, der kommer til at lugte der, når der er gået et par uger?"

"Ganske forskrækkeligt, naturligvis".

"Det er rigtigt. Men hvis du kaster hønen ud på møddingen, så slipper du for lugten i kælderen."

"Ah - ha, nu forstår jeg det. Al den slags, som er dårligt og slemt, det begynder at rådne og lugte inde i mig, hvis det ikke bliver renset bort."

"Ja, lige netop det".

Et halvt år senere omtalte jeg den lille hændelse ved en ungdomskonference, og der var en hel række af prægtige, fromme unge, som siden kom og talte til mig om "døde høns", som i årevis havde ligget begravet i deres sjæle. Nu ville de vinde indre befrielse og fandt, at den eneste vej var en åben bekendelse.

Vi påstår ikke, at skriftemål er nødvendig for at vinde evig frelse, men det er ofte nødvendigt for at vinde indre harmoni. Det var uden tvivl et stort tab, da den protestantiske kirke så fuldstændigt lukkede af for skriftemålet i sin sjælesorg. Det er ikke bare et tilfældigt sidespring, der får mig til at skrive således. Det er de tusinde samtaler med sjæle i nød, som har givet mig denne overbevisning.

Jeg kommer til at tænke på en gammel mand, som lige efter et middagsmøde kom og begærede at få en privat samtale med mig. Vi satte os hen i et hjørne af kirken, og han fortalte følgende: "Jeg har villet være en kristen i mange, mange år, men jeg har aldrig ejet nogen virkelig fred. Der er blevet bedt for mig ved vækkelsesmøder, og der er blevet tilsagt mig mine synders nådige forladelse, og jeg har villet tro, men det er mindet om et gammelt fejltrin, som aldrig vil give mig ro. Det er fyrre år siden, jeg begik den synd, men jeg har tænkt på den hver eneste dag siden da. Somme tider tror jeg, at Gud har tilgivet mig, og at jeg virkelig hører ham til, men så er tvivlen atter kommet til mig, og så har jeg det igen kulravende sort inde i mig.

Jeg har mange gange ønsket, jeg rigtigt kunne få talt ud med et andet menneske om min nød, men jeg har aldrig turdet det, for min synd er meget stor. Men medens jeg har gået her i disse dage, er den tilskyndelse kommet til mig, at jeg kunne tale med Dem om mit liv, og at de ikke ville fordømme mig, hvis jeg talte frit ud med Dem."

"Nej, tal bare frit ud. Tal om alt og gå helt til bunds. Jeg er selv et menneske, som er fortrolig med kampen mod synden, og gennem samtaler med tusinde andre mennesker tror jeg nok, at jeg har lært at forstå en synder i nød".

Og han fortalte. I to timer gennemgik han sit livs mørkeste punkter og pletter. Men det var forunderligt at se, hvorledes den nervøse spænding forsvandt i hans ansigtstræk, efterhånden som han berettede. Da han var færdig, drog han et dybt lettelsens suk og sagde med en klang af frihed: "Åh, det er så let at ånde nu!"

Kunne han ikke være blevet frelst uden denne bekendelse? Det tror jeg ganske bestemt, for han havde bekendt sin synd for Gud af hele sit hjerte vendt sig fra sin overtrædelse. Han troede på Jesus som sin Frelser, men den åndelige udvikling ville være hæmmet gennem den indre konflikt, som erindringen om synden skabte. Det havde været "tungt at ånde" i fyrre år.

Netop derfor er det nødvendigt, at vi får alt klaret både med Gud og mennesker. Det er så ubeskriveligt sandt, hvad Herrens Ord siger: "En god samvittighed er et glad gæstebud, men et bittert sind er som råddenskab i benene.

*

Og det behøver ikke altid at være det, som vi sædvanligvis benævner som grove synder, der fremkalder denne konflikt med sjælen. En så almindelig ting som blot negativ indstilling til et menneske, du daglig kommer i berøring med, spiller en langt større rolle, end du aner. Du er ikke oppe at nappes med din arbejdskammerat, men du huser heller ingen velvilje mod ham. Du har svært ved at fordrage ham eller hende og synes, at selve atmosfæren i dine omgivelser bliver lettere, så snart han eller hun er borte. I taler ikke hårde ord til hinanden, men der er negativ spænding imellem jer to. Den spænding skaber friktion, og al friktion indeholder noget tvungent. En sjæl, som tvinges, bliver træt, og en træt sjæl skaber et træt legeme.

"Jeg har gået med en kronisk træthed i flere måneder", sagde en af mine kolleger til mig en dag. "Og jeg ved årsagen. Jeg er ikke syg, og jeg er ikke udslidt. Men det er konflikten i mit indre opstået gennem et misforhold mellem mig og mine medarbejdere i menigheden. Vi skændes ikke, men vi trækker til hver sin side. Jeg har prøvet at finde en udvej, så der kunne skabes harmoni imellem os, men jeg kan ingen finde. Hvis der ikke kan blive harmoni imellem os, så er jeg tvungen til at forlade min plads, for jeg kan ikke holde til dette i længden".

Tænk, hvor megen energi, som forbruges til ingen nytte i alle de tusinder af ulykkelige ægteskaber og disharmoniske hjem. Tænk, hvor megen åndelig slagkraft, som holdes tilbage på grund af konflikterne i vore kristne menigheder. Maskineriet går, men der er ingen produktionsevne.

Harmonien mellem dig og dine medarbejder - mellem dig og dine medarbejdere - har samme opgave som olien i et maskineri. Den skal gøre, at arbejdet går friktionsløst og let. Harmonien mellem dig og din Gud udgør en kilde til uanet energi. Den udgør et fuldtonigt akkompagnement til alt, hvad du gør - for du gør det alt i Jesu navn. Den fylder din sjæl med sang og udfylder alle de trivielle og tomme pauser i din tilværelse.

Ingen af os har råd til at leve uden denne harmoni med Gud - harmoni med vor næste - og harmoni med os selv.

*
Men harmoni vindes aldrig uden opgør - ikke virkelig indre og forblivende harmoni. Vi kan vinde en tilfældig stemning uden at gøre op. Vi kan rives med af sang og prædiken og hele atmosfæren i religiøse sammenkomster og indbilde os selv og andre, at vi ejer en forunderlig fred. Men hvis ikke vor fornemmelse af indre fred er grundet på et opgør, så vil den fare bort med blæsten, lige så hurtigt, som den kom. For den er ikke andet end luft.

Hvis jeg vil vinde fred med Gud, må jeg være villig til at lade Ham sige mig sandheden om min synd. Jeg må være villig til helhjertet at vende mig fra alt det i mit liv, som Han dømmer som synd. Min vilje må komme i harmoni med Guds vilje. Ellers bliver der en skæbnesvanger spænding mellem Guds vilje og min vilje, mellem Guds vej og min vej. "Derfor beder vi i Kristi sted: Lad jer forlige med Gud!"

Vil jeg have harmoni med min næste, må jeg gå samme vej. "Så vidt det står til jer, så hold fred med alle mennesker!" ... Så vidt det står til jer! Hvor vidt er det? Det ved jeg ikke, før jeg er blevet absolut villig til at se min egen stilling fra modpartens standpunkt. De fleste konflikter mellem os og andre skulle forsvinde, hvis vi var villige til at se os selv, sådan som Gud og vore medmennesker ser på os.

Fred med mig selv får jeg kun, når jeg i hel og fuld overgivelse og fuldkommen lydighed udelt har givet mig til Gud. "Hvis I ikke har tro, så får I ikke ro".

Der ligger en vældig sandhed i de ord, som en fornylig sagde: "Vesterlandenes sjæl er ved at blive malet i sønder af mangel på tro!"

Du og jeg - vi må have nogen at tro på, nogen at støtte os til i vor nød. Vor afmagt
kræver en almagt. Vi trænger til Gud. Kun i Gud kan min sjæl finde hvile.

---

Åndelig afmagt

---

Det er ikke alene legeme og sjæl, muskler, nerver og hjerneceller, som kan trættes. Men der findes også en åndelig afmagt, som berører evighedslivet i vort væsen. Den angriber vort gudsforhold og lægger sin klamme hånd over vort religiøse liv.

Legemet er lige så frisk som før. Nerverne lige så stærke og musklerne lige så spændstige. Sjælens kræfter er ikke opbrugte gennem overmenneskelige præstationer, men de vægrer sig ved at gøre tjeneste på det religiøse områd. Nøjagtig som lemmerne nægter at fungere, når man er dødtræt.

Forstandsmæssigt har man samme tro som før, men man reagerer nu ikke længere på den gamle måde.

Man tror stadig, at der findes en Gud, som har uindskrænket ret til hele ens tilværelse, men man magter blot ikke at adlyde Ham. For den synd, som engang trampedes i støvet, har på ny besteget tronen og gjort mennesket til en afmægtig slave. Man lider, og man plages, men man er for svag til at bryde de nedrige lænker.

"Det onde jeg skyed', men gjorde dog,
og skjult var befrielsens vej....
Jeg ville ej synden, men var dog en træl
af synden, som bandt mig til sig".

Evangeliet beretter om en kvinde, som i atten lange år havde været bundet af en afmagtsånd. Hun var en Abrahams datter. Hun tilhørte troens folk, og hun befandt sig i synagogen, dengang Jesus mødte hende. Hundrede gange havde hun vel betrådt vejen mellem hjemmet og synagogen, men altid kommet og gået på samme måde - med to krykker. Hun havde vel hørt tusinde prædikener om den levende Gud og Hans undergørende magt. Men selv havde hun aldrig oplevet befrielsen. Hun blev først fri, da hun mødte Jesus. Da Han med sin befaling bød dæmonen at slippe sit offer. Da rettede hun sig op og priste Gud for første gang i atten år.

Kvinden med afmagtsånden er et talende og typisk billede af mange kristne i vore dage (også i 1945 - red.) Jeg har ingen som helst lyst til at gå i rette med dem for jeg ved af egen erfaring, hvor usigelig meget det koster at blive bevaret - midt i Guds vilje. Jeg kender de dæmoniske magter, der både inde - og udefra gør deres yderste for at lamme vore åndelige liv. Så hvordan skulle jeg vove at dømme andre på et område, hvor jeg selv er snublet så mange gange? Men selv om jeg hverken vover at dømme, eller ville dømme, så vover jeg dog heller ikke at slå mig til ro. For da kommer afmagtsånden og vil berøve mig livet. Han har samme plan med dig.

Den religiøse afmagt er meget almindelig i vor tid. Den hærger som en epidemi. Vi kender det. Den trænger ind i vort bønneliv, og lammer vor personlige andagt. Vi beder, men alt for ofte ligner vor bøn vingestækkede fugle, som ikke magter at hæve sig til flugt. Den løfter os ikke op i mærkbart fællesskab med Gud. Den skaber ikke levende kontakt mellem Guds muligheder og vort skrigende behov. Vi har ord, mange ord. Udmærkede ord, men vi savner bønnens mægtige ånd.

Afmagten har lagt beslag på vore kristne organisationer. Den dominerer meget stærkt i vore religiøse sammenkomster. Ingen af os behøver at rejse langt for at finde en menighed, som ikke har haft virkelig vækkelse i mange år. Alligevel står Jesu Ord fast, at vi skal gå ud og gøre alle folkeslag til Hans disciple. Vi kan lige klare at holde virksomhederne i gang, men vi magter ikke at sætte hjerterne i brand. Vi savner den hellige begejstring, der brændte som en guddommelig flamme i fædrenes bryst. Vi savner den kampglade tro, som i forrige tider skabte både forfølgelse og fremgang for Guds menighed.

Jeg må indrømme, at vi nu og da gør oprigtige forsøg på at fremkalde en vækkelse, men der noget, der holder igen. Det føles undertiden som at starte en bilmotor med håndsving. Den starter ikke. Somme tider har jeg spurgt mig selv, om det er sandt, at Guds menighed lider af åndelig demens, der gør, at man ikke længere magter at komme igennem en åndelig krise.

Jeg kom netop til at tænke på, hvad en fremstående svensk missionsleder sagde for nogle år siden til en gruppe af sine medarbejdere: "Hvis vi ikke snart får ny kraft i vor virksomhed, så går vi under!" Det var ingen tom frase. Han mente, hvad han sagde. Han var kommet til denne overbevisning gennem mere end fyrre års studium af den religiøse udvikling.

Det er også sandt, at det er let nok at plukke en del lyspunkter frem i nutidens religiøse tilstande. Vi kan tale om de gamle, tro kæmper, som trods årene bevarer en usvækket interesse for Kristi gerning. Vi kan tale om, hvad der sker blandt børn og ungdom i vor regelmæssige virksomhed og om de skarer af sorte og gule, som i fremmede verdensdele er vundet for Gud.

Men selv om vi også har grund til taknemmelighed, så har vi absolut ingen grund til at være tilfredse. Såfremt vi ikke er blinde, så må vi ikke være det.

Rundt omkring os syder det af energi. Denne verdens fyrste har tusinde midler, hvorigennem han griber menneskers sind, og han bruger disse midler med satanisk dygtighed. Medens nationer bløder, og folk går under af angst - søger nordens ungdom sig med legeme og sjæl til fornøjelser og laster. Vi kristne har mistet vort greb om de uomvendte skarer.........

Hvorfor har vi gjort det?

Det er sandt, at trangen til underholdning og sport sluger de unges interesse mere i dag, end i vore fædres ungdom, men det er også sandt, at vi i vor religion savner den virkelighed, som kan gøre os rige og vække hellig misundelse hos de gudløse.

"Vil De ikke blive en kristen?" spurgte jeg engang en bonde i Hälsingland.

"Neej, det tror jeg ikke".

"Hvorfor ikke?"

"Nej, jeg synes ikke rigtig, at der er "go og gejst" i de mennesker, der er religiøse".

Det var hans måde at beskrive en af vore store brister på. Det var ikke, fordi han ville være uforskammet, da han gav sin korte, hårde karakteristik af os, der bekender os til troen på Gud.

Men det er dumt at tale kollektivt i denne sammenhæng. Det er så let at klage over menighedens lunkenhed og så samtidig glemme, at netop du og jeg på hver vor måde er med til at gøre menigheden til det, den er. Det hjælper os kun lidt at gemme os bag de andres brister. Vi må i stedet for træde frem i lyset og erkende vor synd. Vi har syndet. Ikke alene direkte overtrådt Guds bud, men syndet derved, at vi ikke har fuldført Herrens befalinger. Vi har glemt vor store opgave at redde fortabte sjæle, og vi har mistet interessen for deres frelse. Vi er kørt træt i vor personlige aktivitet.

*
En af min kolleger stod en dejlig sommermorgen og prædikede i et missionshus på landet, da døren pludselig blev revet op af en mand, der kom ind og med dristige skridt gik frem til platformen, afbrød prædikanten i hans tale og forlangte at man skulle afslutte mødet. En to års dreng var forsvundet fra sit hjem, og man antog, at han var gået vild i skoven, som lå i nærheden. Drengens mor havde allerede søgt efter ham i et par timer, men uden resultat. Nu ville manden have hjælp til en samlet eftersøgning.

"Vi sluttede straks mødet", sagde min ven, "og gik ud for at søge. Vi ledte time efter time uden at finde det mindste spor af den bortkomne. Det begyndte at blive skumring, og modet sank hos de fleste af os. En efter en blev træt, gav op og listede hjem. Til sidst var der kun nogle få stykker tilbage, som fortsatte eftersøgningen i skoven. Men de blev ikke for at søge efter drengen for det håb havde de mistet, men de blev for at hjælpe moderen hjem, som nu var så udmattet og træt, at hun var ved at falde sammen. Men denne mor fortsatte, efter at alle andre var blevet trætte og havde givet op. For hende kunne der ikke være tale om at gå hjem, så længe hendes dreng var ude.

Det var næsten blevet mørkt, da en mand uventet stødte på den lille fyr, som lå og sov på en tue. Han turde ikke råbe det til moderen for ikke, at hun skulle få et chok og dø. I stedet råbte han:

"Lad os fortsætte lidt endnu. Det kan være, vi finder ham til sidst."

Og lidt efter sagde han: "Hvordan var det? Havde drengen en rød trøje på?"

"Ja, ja!" skreg moderen.

"Ja, jeg synes, jeg kan se noget rødt derhenne på den tue. Jeg tror, det er drengen."

I samme øjeblik bøjede han sig ned og løftede den slumrende bylt op og bar den hen til moderen, som græd og lo og skælvede af sindsbevægelse.

Der var en som holdt ud, da alle de andre blev trætte, og derfor fandt man den bortkomne. Hun var ikke stærkere end de andre, men hun elskede højere end de andre. Tænk om Gud rørte ved os på ny og tændte sin Hellige Ild i vore hjerter!

Husker du ikke, min broder, da du første gang var ude for at vinde sjæle for Gud? Din kundskab var ringe og din erfaring ligeså, men din nidkærhed smeltede bjerge af is, og for din enfoldige tro eksisterede ingen hindringer.

Der sket noget den gang. Det lykkedes for dig, der hvor både tør teologi og flydende veltalenhed var kørt fast. Det var en forunderlig følelse, at man fornemmede, at man var et redskab i den levende Guds hænder. Og at få lov til at bøje knæ ved siden af en synder og lede ham frem til Jesu velsignede kors og mærke, hvorledes Lyset og Freden trængte ind i den søgendes sjæl. Det var en opgave - så herlig, at den kunne gøre en ærkeengel misundelig.

Det var dengang. Men hvorledes er det nu? Hvor længe er det, siden du sidste gang vandt en sjæl for Jesus? Hvor længe er det, siden du ærligt forsøgte på det? Hvor længe er det, siden du kendte kærlighedens hellige smerte for et andet menneskes evige vel?

*
Nogle er blevet så trætte, at de ikke mere vandrer med os. De er afmægtige sunket sammen ved vejkanten. Hvis ikke der sker et under med dem, vil vi forgæves spejde efter dem på den anden strand. De er gået træt på vejen hjem. De kaldes frafaldne, og ingen menneskers lod er så dyster som de frafaldnes. Jeg skal ikke gennem mine ord prøve at gøre denne vandring endnu mørkere for dig, men jeg vil bare bringe dig en hilsen fra min frelser: Der findes håb for dig - endnu.

"Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, men de, der bier (venter) på Herren, får ny kraft. De får nye svingfjer som ørnen. De løber uden at mattes. Vandrer uden at trættes."

Jesus elsker syndere -
også dig, så arm du er!

Han kan knuse den synds magt, som har gjort dig til sin slave. Han kan gøre dig stærk, netop på det punkt, hvor du er svag For trods alle mørke erfaringer er frelsen en forunderlig virkelighed!

---

Ny kraft til trætte mennesker

---

Nogle af mine venner er syge. En del har dårligt hjerte, andre har medtagne nerver, og nogle lider af reumatisme i ryggen og lemmerne.


Det er synd for dem - på mange måder. De magter ikke at arbejde med samme glæde som de sund og raske mennesker. Undertiden bindes de til sengen og hjemmet i længere tid. Men det er ikke det værste. Det er meget farligere, at deres verden bliver så snæver. Hvis ikke Gud får lov at hjælpe dem, så kommer der til sidst ikke til at blive andet tilbage end krampe og plager.


Det er ikke min hensigt at gå i rette med disse venner. For det er ingen let sag at holde en vid horisont, når den stadige pine påminder dem om deres sygdom, og de ikke har den mindste mulighed for adspredelse året igennem. Jeg minder blot om et almindeligt og farligt faktum.

Samme fare lurer på os på det åndelige område. Vi kan blive så optaget af både vor egen og andres usselhed, at vi glemmer, at der findes en Gud, som gør undere. Lunkenheden i vore menigheder, sløjheden blandt de kristne og verdens gudløshed lægger så fuldstændigt beslag på vore sind, at vi bliver religiøse gnavpotter, som ikke har andet at tale om, end hvor ond tiden er.

Og vi kan synke så fuldstændigt ned i græmmelse over vor egen tilstand, at vi gør det umuligt for Gud at frelse os fra al vor elendighed. Vi beder om frelse og fornyelse, men vi tror mere på vor egen afmagt end på Guds almagt. Vi råber til Gud, men vi vender vort ansigt mod vor synd. Vi elsker den ikke, men vi tror på dens magt, og vort sinds verden er opslugt af tvivl og vantro.

Jeg kom til at tænke på denne fare, da jeg for en tid siden blev færdig med den detaljerede fremstilling af den åndelige afmagts virkninger. Det var let at give denne beskrivelse. Vi kan tale om, hvorledes den åndelige træthed har lammet vort bønsliv, affolket vore bønnemøder og dæmpet bønnens lue i vort lønkammer.

Vi kan beskrive dens skæbnesvangre indflydelse på mennesker, som engang var nidkære sjælevindere, men som i dag sidder som stumme billedstøtter ved vore møder eller også fortsætter med at tale, tale som religiøse snakkemaskiner - uden kærlighed til sjælene, uden nød for syndere og uden noget budskab til deres medmennesker.

Vi kan plukke mange eksempler frem på sådanne, som engang sang: "Synd og verden evigt farvel", men som nu har vendt Gud ryggen, indfanget af verden, så de aldrig når den himmel, de engang var på vej mod. Det er pilgrimme, som er gået træt. Blodkøbte sjæle, som er blevet tilbage på vejen til sorg for Gud og til skam for Kristi kirke.

Det er triste billeder, vi ruller op, men vi skal i alle tilfælde ikke nu fordybe os i studiet af dette vemodige kapitel. Vi må i stedet for få en åbenbaring af den Gud, som kan hjælpe os i vor dybe nød.

Det var dette, profeten oplevede, da han skrev sit budskab til Guds gamle Israel.

"Sig til Judas steder: Se jeres Gud! Se, den Herre, Herre kommer med vælde. Han hersker med sin arm. Se, Hans løn er med Ham, Hans vinding foran Ham. Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.

Hvem måler vandet i sin hånd, afmærker med fingerspand Himlen. Måler jordens støv i skæppe og vejer bjerge med bismer eller i vægtskål høje? Hvo leder Herrens Ånd, råder og lærer Ham noget? Hos hvem får Han råd og indsigt, hvem lærer Ham rettens vej, hvem kan give Ham kundskab, hvem kundgør Ham indsigts vej?"

"Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande! Libanon giver ej brændsel, dets dyr ej brændoffer nok. Alle folk er som intet for Ham, for luft og tomhed at regne.

Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som Hans lige?

Et billede - det støber en mester, en guldsmed lægger guld derpå, og sølvkæder støber en anden. Den, som vil rejse en afgud, vælger sig træ, som ej rådner, han søger sig en kyndig mester til at rejse et billede, som står.

Ved I ikke, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer forlængst? Har I da ikke skønnet det, fra jordens grundvold blev lagt?

Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere, Han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo.

Fyrster gør Han til intet, jordens dommere til luft.

Knap er de plantet, knap er de sået, knap har stiklingen rod i jorden, så ånder Han på dem, de visner, som strå fejer storm dem bort.

Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige.

Løft jeres blik til Himlen og se: Hvem skabte stjernerne? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn, så stor er Hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.

Hvorfor siger du Jakob, hvi taler du, Israel så: "Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde".

Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har Han skabt? Han trættes ikke og mattes ikke, Hans indsigt udgrundes ikke. Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke!" (Esaj. 40:09-29)

*
Det var nat omkring profeten, da dette budskab kom til ham. Omkring ham aftegnede sig de dunkle linjer af Judæas olivenklædte høje mod nathimlen. Over sig så han et skuespil så pragtfuldt, at ingen digters pen eller malers pensel nogensinde kunne foretage mindste rettelse i dets majestætiske storslåethed. Ordene kommer udsøgt: "Hvem vejer bjergene med bismer eller højene i vægtskål?" - Hvem har skabt alt dette? Det har Han, der har tal på stjernernes hær og ordner dem efter tal og kalder hver enkelt ved navn. - Han bliver ikke træt, og Han mattes ikke - men, Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke!

Sæt to tykke streger under ordet HAN. Glem for en stund din egen afmagt og tænk på dette strålende: HAN GIVER DEN TRÆTTE KRAFT!

Hvem er Han?

Det er ham, som i tidernes morgen med samme lethed kastede kloderne ud i verdensrummet, som en skoledreng kaster sine snebolde en mild vinterdag. Det er ham, som gav Mælkevejen den gnistrende brolægning og sendte Karlsvognen ud på sin endeløse færd gennem rummet. Det var ham, som spændte Orions bælte og hængte Jorden op på intet. Det er ham, som bærer alle ting med sin krafts Ord.

Han - Skaberen selv - har tid og interesse for et ensomt menneskekryb i vor store verden. Han kender den enkeltes nød, og Han kommer til sine venner, der snubler på vejen mod Himmelen, og som er for trætte til at rejse sig og tage bare ét skridt til. Han bøjer sig ned til dem. Han rører ved dem, og berøringen af Hans almægtige hånd giver dem ny kraft.

Om denne underfulde Gud læser vi, at "Han trættes og mattes ikke."

Det er sandt, at da Guds Søn, Jesus, vandrede omkring hernede i et menneskes skikkelse, da kunne også Han blive træt nu og da. Udmattet sad Han ned på kanten af brønden i Samaria. Træt af dagens mange byrder faldt Han i søvn i fiskerbåden, som gennem storm og brådsøer kæmpede sig frem over Genesareth sø. Selv om der ikke står i Bibelen, at Jesus vaklede under Korsets byrde på sin sidste vandring på vej til Golgatha, så er det meget troligt, at den gamle legende er sand. Byrden var for tung. En anden måtte bære den. Han segnede under sin sidste færd på en jord, som hvilede under syndens forbandelse.

Men det var blot Hans lemmer, der blev trætte. Hans Ånd blev aldrig træt. Ved brønden i Samaria kunne Han trods sin træthed bringe nyt liv til en falden synderinde, og efter at man havde vækket ham på Genesarethsøen, kunne Han med magtbud befale søens bølger at lægge sig til ro. De adlød ham og krøb sammen som piskede hunde. Han var åndelig stærk, selv om Hans lemmer værkede af træthed. Legemet bøjede sig under Korsets tyngde, em Hans ædle Ånd magtede at bære hele verdens synd. Selv på Korset magtede Han at tænke både på ven og fjende - og elske dem.

Hans venner blev trætte. Han blev det ikke. De svigtede ham, men Han sveg aldrig dem. Peter fornægtede ham, Judas forrådte ham. Alle de andre forlod ham og flygtede. Trods alt elskede Han dem. Jeg tror, at selv Judas - hvis han havde bekendt sin synd og bedt om barmhjertighed, så havde selv han fået nåde.

"Aldrig bliver den kære Herre træt
af sit vaklende, svage barn,
aldrig bliver Han træt af at drage
arme sjæle af syndens garn,
altid står Han med åben favn,
sikkert værn er Hans dyre navn,
trætte hjerter får sikker hvile
i tilgivelsens trygge havn!"

Jeg ved ikke, hvori din åndelige træthed har sin dybeste rod. Måske, at du ikke selv ved det. Men ét ved jeg - din Frelser kan give dig ny kraft, bare Han får lov til det. Han elsker dig trods din synd. Pagten er aldrig blevet brudt fra Hans side, selv om du har brudt den. Din synd har gjort dig til en slave, men Jesus vil påny gøre dig til en frigjort kristen. Du faldt på Himmelvejen og mistede håbet om engang at komme hjem. Men lige ved din side står en trofast Frelser for at give dig ny kraft.

Understreg et ord til i dette velsignede løft: HAN GIVER!

Du ved, hvad det betyder at give og at få. Det betyde, at en ting skifter ejer, uden at modtageren betaler derfor. Det er én sag at købe en ting. Det er en hel anden sag at få den gratis. Gud sælger aldrig åndelige velsignelser, men Han giver dem gratis og med åben hånd. Dette er den eneste vej for en fattig synder til at få noget af Gud. Thi vi har intet, der er noget værd, som vi kan give ham i stedet for.

Det eneste hos os, der har værdi i Guds øjne, er ikke vort eget, men det er Hans. Det er Hans på grund af skabelsen. Det er Hans på grund af genløsningen. Dine talenter, din begavelse og din personlige indflydelse, som Gud har brug for, er ikke noget, som du selv har skabt. Du har fået det alt sammen fra Gud. Men du har aldrig fået det med rettighed til selv at bruge det., som du finder for godt. Du er bare forvalter. Derfor kommer der også en dag, da du skal aflægge regnskab for din forvaltning. Vi kan aldrig købe åndelige velsignelser ved at stille vore evner og kræfter til giverens rådighed. Det er ene og alene en nåde, at vi får lov til at gøre det.

Det eneste, som er vort, er vor synd. Og synden er ikke gangbar mønt i Åndens verden. Synden kan udelukke velsignelsen fra mit liv. Men selv ikke det mest radikale brud med synden betyder, at jeg bliver værdig til at modtage ny kraft. Den må jeg få af nåde. Af idel og uforskyldt nåde.

Det glemmer vi undertiden. Jeg husker, hvorledes en gammel kristen, som efter bedste evne frygtede Herren i mange år, begyndte så småt at knurre mod Gud, da andre og yngre kristne fik, hvad han selv forgæves havde bedt om i mange år. "Jeg begriber ikke dette her", sagde han, "her har man troet på Gud i lange tider og i årevis bedt ham om dåb i den Helligånd og ikke oplevet den. Og så kommer disse nyomvendte unge og får oplevelser kun nogle få dage efter deres omvendelse. Kan dette være ægte?"

Jo, vist kan det være ægte. For Gud handler ikke med os efter vor rang og værdighed, alder eller fortjeneste. Han handler af nåde.

Stundom hører vi afmægtige, men længtende sjæle sige: "Jeg tør ikke bede Gud om, at Han skal fylde mig med sin Helligånd, for jeg er ikke værdig."

Nej, det er du ikke. Og kan du forresten sige mig, hvordan man bærer sig ad med at blive værdig til en nådegave? Jeg kan ikke. Tror du, at du nogensinde når så langt i dette liv, at du kan træde frem for Gud og sige: "Nu er det på tide, at jeg får den Helligånds fylde. Nu er jeg værdig til det!"

Nej, så langt kommer du aldrig. Kom du så vidt, så ville du alligevel ikke opnå noget på den måde. Gud giver ikke sine gaver til de værdige, men til uværdige mennesker.

"Ja, men mit hjerte må først blive renset, inden jeg kan bede Gud fylde mig med Helligånden. Jeg må blive en bedre kristen først."

Kan du da selv rense dit hjerte? Kan du selv omskabe din indre verden? Er ikke også dette et værk af Guds nåde? Ja, selv længslen, der bor i dit væsen - den åndelige fattigdom og tomheden - er et værk af nådens Gud.

Jeg havde ikke et rent hjerte at give Gud den dag, da Han døbte mig i den Helligånd. Jeg havde bare et inderligt begær efter at modtage en kraft, der kunne overvinde mit hjertes ondskab. Det fik jeg den stund, da Gud mødte mig. Han rensede mit hjerte og fyldte det med sin Hellige Ånd på samme tid. Den nye kraft drev sjælens mørke og synden ud - nøjagtig som den opgående sol fordriver vinterens kulde. Det var Gudslivet, som både rensede Helligdommen og fyldte den med Herrens herlighed.

Det er så forunderligt enkelt dette - så enkelt og virkeligt. Helt sikkert er det, at Gud er mere villig til at dominere hele vor tilværelse, end vi er til at komme ind under Åndens kontrol. Det er naturligt, at det er sådan. Det er naturligt, fordi Gud er kærlighed. En jordisk fader er mindst lige så interesseret i at se sit barn strutte af sundhed, som barnet selv er det. Gud bliver ikke forherliget gennem vore nederlag, og vi kan ikke fremme Hans hensigt gennem vor afmagt.

Det var ikke en skare fuldkomne mennesker, der biede i Øvresalen i Jerusalem i forventning om opfyldelsen af Faderens forjættelse, men det var mennesker med samme natur som du og jeg. "For jer gælder forjættelsen (løftet) og for jeres børn, og for alle dem, som er langt borte. Så mange som Herren vor Gud vil tilkalde."

---

Krav og kraft

---

Jeg hørte engang en flok sangere synge det gamle kendte kor:

"Der er kraft, kraft, herlig kraft til sejr
i det dyrebar blod."

De sang inspirerende, men de lagde ikke vægt på tydelig udtale, og derfor kom "kraft" til at få en altfor iørefaldende lighed med "krav". Men det var særdeles betegnende, for det ligger snublende nær at tænke mere på krav, end på kraft, når man er åndelig træt - i det mindste, når man ærligt vil høre Gud til.

Det er sandt, at Gud kræver. Han kræver endogså uhørt meget, Han kræver alt. Men bag hvert guddommeligt krav ligger et endnu større løfte om guddommelig kraft.

Han fordrer, at vi skal elske ham over alle ting - ubrydeligt, udelt og trofast - elske ham, så vi slev er klar over det, og så alle vore omgivelser kan mærke det. Vé os, om vi ikke elsker Gud over alle ting. Da står vi som overtrædere af Hans første og største bud.

Men bag dette krav, som for det naturlige menneske er absolut umuligt, urimeligt og unaturligt, ruller et helt ocean af guddommelig kærlighed, som bare venter på at gennembryde dæmningen mellem os og Gud og fylde vore hjerter med Guds væsen. Når det sker, bliver det umulige muligt. Vi kan ikke placere både Gud og os selv på den mest fremtrædende plads i vort liv.

Gud kræver renhed - renhed i tanke, ord og følelse, handling og fantasi. Han har klart og afgjort sagt, at kun de rene af hjertet skal se Gud. "Uden hellighed skal ingen se Herren !" Men bag dette umulige krav flyder en kilde med guddommeligt blod, Jesu blod, som end i dag formår at rense os fra al synd.

Jesus bød sine første disciple at gå ud i al verden og gøre alle folkeslag til Hans disciple. Men Han gav dem samtidigt løftet om en alvidende og almægtig hjælper, som skulle stå dem bi i dette vældige foretagende. Da skete det, der ellers aldrig ville kunne ske.

Han befaler os at besejre syndens magt og leve et himmelsk liv i en verden, der knuges i Djævelens favntag. Han byder et jordbundent menneskevæsen at overvinde den åndelige tyngdelov og "bevare sig selv uplettet af verden". Men Han gør endnu mere, Han giver nye vinger, og Han giver ny luft under de nye vinger.

"Du skal ikke se det og ikke røre det og ikke have lyst dertil!" Således lyder den helliges strenge ordre til væsener, som i deres inderste sjæl er besmittet med af synd. Man kunne lige så godt forbyde den sultne at føle sult og den tørstige at blive tørstig. Ondskaben sidder os i blodet, og den føles lige så virkelig og ligeså krævende, som sult og tørst fornemmes af et sundt menneske.

Men - ære være Gud - der er en lov, som hedder livets ånds lov. Den lov har liv i sig, og den formår at trænge ind i sjæl og sind - ligeså virkeligt som synden og ondskaben kan trænge derind. Den er større og stærkere end den mest dæmoniske syndemagt, og den kan gøre dig og mig til sejervinder over vor synd.

Der er en vældig forskel på krav og kraft. Begge to kommer fra Gud, og de hører begge med til vor frelse. En budløs religion er intet andet end sværmeri og fantasi og løgn. Den kommer ikke fra Gud, og den leder ikke en sjæl til Himmelen. "I er mine venner, dersom I gør, hvad jeg har befalet jer!" Ikke andet! Ve os, om vi tramper Guds vilje og Guds bud under fod.

Men ve os også, hvis vi på grund hjemmevævet retfærdighed søger at nå det mål, som den syvfold Hellige har sat for os. Da havner vi under lovens evige forbandelse. Vi bliver ulykkelige trælle, som aldrig vil få en glad dag i vor gudsfrygt.

Kraft og krav hører sammen i nådens husholdning, og derfor lod Herrens Ånd Paulus skrive således: "Livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort mig fri fra syndens og dødens lov! - " Derfor skal lovens kraft fuldbyrdes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden!

Livets Ånds lov. Hvad betyder det? Hvorfor kunne Han ikke ligeså godt nøjes med at sige: "Livets Ånd"?

Jo, det betyder Guds krav plus Guds kraft. Det betyder, at du og jeg under den Helligånds påvirkning kobles ind på det rigtige spor, og da kommer vi direkte ind under den guddommelige kraftledelse. Vi kommer i kontakt med Himmelen. For det er sandt, hvad Ordet siger, at Gud giver sin Ånd til dem, der er ham lydig.

Min ven, prøv ikke på at rive de ting fra hinanden, som hører sammen. Forsøg ikke at være en budløs kristen, for så kører du i grøften. Du får Gud imod dig, og det er farligere end alt andet. Men forsøg heller ikke at være en kristen i din egen kraft, for da vil det fuldstændig mislykkes for dig. Byrden er for tung, vejen for lang og stigningen for stejl - og du selv - alt for lille og svag.

Gud vidste alt dette, længe inden du gik und under det kristne krav, og derfor stillede han uanede ressourcer til din disposition. Han lod sin enbårne søn vinde en afgørende sejr over hele Helvedes hærstyrke. Han sendte sin Hellige Ånd for at gøre denne sejr til en praktisk erfaring i dit liv. Frelsen er ikke en naturlig proces, men den er en overnaturlig kontakt med en overnaturlig Gud.

Det er altså slet ikke spørgsmålet om et nyt forsøg og en ny kraftanstrengelse fra din side. Det er ikke et spørgsmål om en ny mobilisering af din splittede vilje eller en frigørelse af dine egne iboende reserver, men det er noget meget, meget mere. Det er ikke blot en psykisk proces, du trænger til - en sjælskrise, som på en eller anden underlig måde skal skabe en ny karakter af de vragrester, som ligger spredte derinde, men der er tale om et helt og holdent nyt tilskud af Guddommelig kraft.

Det var ikke en chokbehandling, Peter og hans venner i ovensalen var ude for, da Pinsedagens ildtunger fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Men de blev alle fyldt med den Helligånd. Det var noget nyt fra Gud selv, som den dag tog bolig i deres indre verden. Det var dette nye og overnaturlige fra Gud, som mere end noget andet gjorde dem skikkede til at være Kristi sendebud. Uden denne kraft havde de kunnet prædike Kristi lære og grundlægge en ny religion, men de var aldrig blevet den levende Guds medarbejdere.

"Vor Gud er en fortærende ild!" Og "Han gør sine tjenere til ildsluer!" ... "Gud er Ånd, og de, som tilbeder Ham må tilbede ham i Ånd og sandhed" ... "Men når den Helligånd kommer over jer, så skal I få kraft, og så skal blive mine vidner!"

---

*

---

Jesus videste, hvad Han gjorde, da Han bød sine venner, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men blive i staden, indtil de var iført kraften fra det høje. Begavelse, kundskaber og en del erfaringer havde de. De havde fået en mesterlig undervisning under vandringen med Jesus. Men de manglede noget. De manglede sejrskraft i deres eget liv, og de manglede den ild, som gjorde det muligt for dem at tænde ild i andre. Menneskemagt og menneskevisdom kunne ikke strække til at knuse syndens herredømme, hverken i deres eget live eller i andres. Det ser vi tydeligt! Den store forvandling i deres eget liv kom ikke gennem Jesu ydre indflydelse, men den kom gennem Hans Ånds iboen. Pinsedagen blev det store vendepunkt i deres liv.

Hvis det var det store behov for Jesu venner for nitten hundrede år siden, så er behovet for den samme kraft ikke mindre i dag. For der findes i hele Universet intet, som kan erstatte den Helligånd i et menneskes liv. Der er intet, der kan erstatte Åndens kraft i Kristi kirke. Vi har fosøgt med surrogat, mange slags surrogater. Vi har forsøgt med veltalenhed og personlig magnetisme. Vi har sat vort håb til nye metoder og bedre organisationer og ment, at de skulle gøre undere. Vi har forsøgt med filosofi og psykologi. Vi har også forsøgt at hjælpe på stemningen gennem en formfuldendt ritualisme. Men intet af dette hjælper. Og Gud ske lov for det! Det eneste, som skal hjælpe, er en ny åbenbaring af Guds kraft, en ny udgydelse af den Helligånd!

Vil du være med til at bede om dette? Og vil du selv stille dig til Guds rådighed og både tage imod og give ud, hvad Han finder for godt at skænke til dig? Den Helligånds kraft er ikke materiel, den er ikke fysiks og ikke psykisk, men den er rent åndelig. Netop derfor vender den sig i første omgang til den åndelige del af menneskets trefoldige væsen. Den trænger ind i vort åndelige liv og skaber en mægtig forbindelse mellem vort væsens inderste og den levende Gud.

Det er forunderligt at opleve dette - at opleve, hvorledes de åndelige kanaler renses - hvorledes de guddommelige ting får en helt og holdent ny virkelighed - at kende den Helligånds klare vidnesbyrd og håre, hvorledes det synger og spiller til Herrens ære i vore hjerter. Man behøver ikke at tvivle på den himmelske verdens virkelighed efter denne oplevelse. For da har man smagt den!

Den nye kraft møder vort åndelige menneske, men den standser ikke der. Den trænger ind i sindets verden og lægger beslag både på vore tanker og følelser. Den overtager kontrollen over vort sjæleliv, skaber en ny harmoni og giver en overnaturlig og herlig glæde. Den frigør, og den bruger de gaver som i forvejen ligger der som en død kapital. Den fører os ind i den plan, som Skaberen har med vort liv. Den leder os ind i det rette spor, og den hjælper os til at bestige højder, som vi aldrig før har kunnet betræde.

Men vi må tage endnu et skridt og sige: Den Helligånds kraft har en underfuld og velgørende indvirkning også på et menneskes fysik. En stor del af Jesus virksomhed gik ud på at helbrede syge menneskelegemer. Og i den apostolske tid synes helbredelsens nådegave at have haft en stor plads i menigheden. Men vi behøver ikke at gå så langt tilbager for at finde bevis for, at Livets Gud helbreder de syge. Vi har selv set det mange gange. Jeg tror, at jeg må have lov til at slutte dette kapitel med et personligt vidnesbyrd, som jeg håber skal blive en eller anden til hjælp.

Jeg havde for en del år siden - på grund af overvældende arbejde, fået en psykisk depression, som udtærede mit åndelige liv og mærkede mig legemligt med træthed og udmattelse. Jeg tog en grundig hvile om sommeren og skulle så om efteråret rejse til Amerika. Men jeg følte mig slet ikke udrustet for den rejse. Mine lemmer værkede af træthed, og jeg frygtede alvorligt for, at jeg blev nødsaget til at afbryde min virksomhed for et længere tidsrum.

Mens jeg gik og funderede over, om det ikke var klogest at telegrafere afbud til Amerika, rejste jeg til København for at indfri et gammelt løfte om at holde nogle dages møder der. Søndag formiddag prædikede jeg over menneskelivets lidelser og sagde blandt andet: "Det er måske Guds mening, at du skal være syg og svag hele dit liv, og da må du bare bede Ham om nåde til at bære din lidelse!"

Men netop som jeg havde udtalt orden, kom jeg til at tænke på, at jeg havde ikke støtte i Skriften for denne opfattelse. Jeg tænkte på at kalde den tibage og åbent bekende min fejltagelse, men så fløj en ny tanke igennem min hjerne: "Du gør det måske blot værre, hvis du begynder at rette på det midt i din prædiken. Og så forstår de heller ikke dit svenske sprog så godt, - måske lagde slet ikke mærke til, hvad du sagde."

Alt dette for gennem min hjerne i løbet af et eller to sekunder. Jeg fortsatte min prædiken og havde ganske sikkert snart glemt hele episoden, hvis jeg ikke den næste dags morgen havde fået et brev. Det gjaldt min prædiken. Det var et meget venligt brev og ikke anonymt. Der stod omtrent følgende: "Jeg hørte Dem prædike i går formiddags, og jeg fik meget for min sjæl. Men de fremsatte en påstand, som jeg gerne vil gøre Dem opmærksom på. De sagde: "Det er måske Guds vilje, at du skal være syg og svag hele dit liv" ..., men, se, det står ikke i Guds Ord" --.

Man havde altså i alle tilfælde forstået, hvad jeg sagde.

Så fortsatte den mig ubekendte brevskriver: "Mange beder om øjeblikkelig helbredelse og får den, medens der er andre, som ikke får, hvad de beder om. Nogle berøres af Gud og modtager legemlig helbredelse, men mister snart efter velsignelsen, fordi de ikke har lært vejen til den daglige fornyelse også for legemet. Ganske på samme måde som vi må tage imod åndelig fornyelse hver dag, således skal vi også i tro gå frem for Gud og anråbe Ham om ny kraft for vore legemer."

Jeg læste brevet og kastede det derefter i papirkurven - skammeligt nok - og var stadig meget svag. Men efter en uges forløb vendte brevets indhold tilbage til mig med nyt liv. Det kom ord for ord, og jeg tænkte: "Det skader da i det mindste ikke at prøve." Jeg begyndte hver morgen i min private andagt at lægge mit støvhylster frem for Gud og i ydmyg tro anråbe om ny kraft til dagens mange og krævende opgaver. Det virkede aldeles forunderligt. Hele mit væsen blev båret af en ny kraft. Jeg rejste til Amerika og overkom næsten det rent utrolige.

Men siden begik jeg den store dumhed helt og holdent at ignorer naturens love. Jeg havde ingen hviledag så lang som måneden var. Jeg forsøgte at få Gud til at bryde sine egne forordninger. Men det gik ikke. Og det var det bedste således. Åndens kraft er overnaturlig, men den er ikke unaturlig.

---

At bie på Herren

---

Hvis vi kunne opstille et skema, hvorefter enhver kristen i enhver situation kunne kaste sin afmagt fra sig og øjeblikkelig træde ind i et liv i fuldkommen frihed og hellig harmoni, så ville et sådant skema få strygende afsætning. For mange mennesker vantrives uhyggeligt i deres afmagt. Vi længes efter det liv i overflod af Guddommelig kraft, som Bibelen så tydeligt taler om, og som nogle af vore venner virkelig også ejer.

Men hvert forsøg på at besvare dette problem på skematisk måde er dømt til at mislykkes. Livet følger sine egne, og at udstikke vejen på forhånd for den åndelige udvikling er umuligt.
Hver sjæl har sin egen vej at gå. Gud møder ikke to mennesker på samme måde, og vore åndelige erfaringer i dag løber sjældent i gårsdagens spor.

Alligevel er der love, strenge love i Åndens verden. Selv om vi ikke kan opstille noget skema for den åndelige udvikling og på forhånd sige, hvad der skal ske i morgen, så kan vi dog pege på bestemte betingelser for modtagelsen af kraften fra det høje. Ifølge profeten Esajas er betingelsen den, at vi skal bie (vente) på Herren. "For de, der bier efter Herren, skal få ny kraft."

Der er altså noget, som du og jeg må gøre for at komme ind i kraftfællesskab med Gud. Han handler ikke med os på samme måde som en mekaniker handler med sin maskine. Maskinen kan ikke selv tale med om tingene. Den står helt og holdent under en andens vilje og er selv absolut viljeløs.

Gud gør os aldrig til maskiner, men Han handler med os, ganske som man handler med levende, tænkende og selvstændige individer. Han tager et forunderligt hensyn til vor frie vilje og samarbejder meget intimt med os. Han tilbyder os sin kraft, og Han viser os vejen, vi skal gå for at få den. Men Han tvinger aldrig sine vældige kraftforråd ind på os. Vil vi gå i vor egen styrke, så har vi frihed til det, men så må vi tage ansvaret og følgerne.

At bie på Herren er et vilkår, som selv trætte mennesker kan magte. Det tager ikke på kræfterne at vente, selv om det stundom tager på tålmodigheden. Guds ur og vort ur går ikke altid lige ens, og somme tider bliver vi så hurtigt færdige, at Gud ikke kan følge med. Vi synes, vi er rede til at modtage den vældige oplevelse - rede til den underfulde opgave og store begivenhed - og kan ikke forstå, hvorfor alle døre synes at være lukkede. Gud ser, at vi mest af alt behøver at lære stilhedens hellige lektie.

Den lektie er svær at nemme. Det går meget lettere at løbe foran Gud end at vente i hellig overgivelse på Hans tid, Hans måde og Hans kraft. Betænk, hvor mange gange religiøse brushoveder har fordærvet Guds bedste værk ved i følelsesfuld begejstring at løbe uden om Gud. Jeg har selv gjort det mere end én gang. En ny sandhed blev levende for os, vi opdagede et nyt område i Åndens verden, og med det samme ventede vi, at hver kristen øjeblikkelig skulle gå ind for samme syn og samme sandhed. Vi blev meget forbavsede, når vore kristne brødre ikke forstod os, og vi glemte fuldstændig, at Gud havde måttet vente forfærdelig længe på os. Vi mistede tålmodigheden over for de andre.

Moses troede engang, at han var kaldet af Gud til at fri Israel ud af Ægypten. Han greb en knippel og slog en ægypter ihjel, og han blev meget skuffet og krænket den næste dag, fordi hans brødre ikke var villige til at hylde ham som folkeleder.

Det er sandt, at Gud havde udvalgt ham til at forløse Israel, men ikke til den tid og ikke på den måde, som Moses selv havde ment. I fyrre år måtte han - den vordende frihedskæmper - gå som en from hyrde i et øde land og stave på denne ene lektie: Stilhed og fortrøstning. Han måtte endda vente, indtil han fik lært at kende sin egen absolutte intethed og havde mistet al kødelig selvtillid. Da var Guds time inde. Da fik han det store hverv, og da fik han også den levende Guds udrustning til denne gerning.

Det må have kostet uhyre meget for en kraftnatur som Moses at gå der i sine bedste år og strejfe omkring som en ufarlig hyrde, når en revolutionærs blod kogte i hans årer, og han vidste, at hans lidende folk mest af alt trængte til en national leder.

Der var få ting, Simon Peter havde så svært ved at lære om stilhed for Gud. Han var altid parat til at handle. På Mesterens mindste vink hoppede han udenbords og hastede sin Herre i møde, mens alle de andre disciple blev tilbage i båden. Uden at tænke sig om greb han sværdet, da Jesus var i fare, og huggede øret af sin fjende. Alt dette og meget andet passede fuldstændig harmonisk til hans sydende temperament. Men inden kraften og Pinsen kom, måtte han lære en helt anden og ny lektie: stille bien på Gud.

Der er få ting, som vor tids forjagede mennesker har så svært ved at praktisere som netop dette. Det går uendelig meget lettere at samle vort menneskelige kraftforråd, haste afsted og gøre sit bedste, uden at være udrustet af Gud. Vi lægger planer og organiserer og får et vældigt maskinereri i stand, som ejer det hele - med undtagelse af den Helligånds kraft. Vi har ikke tid til at bie på Herren. Følgen bliver, at vi slider med sløvt værktøj og bekriger Åndeverdenen med menneskelige våben. Satan ler ad vore anstrengelser, Gud tvinges til at holde sin kraft tilbage, og vi selv falder før tiden.

"Lad os i nogle uger lukke kirkedørene og i stedet søge stilhed for Gud og finde os selv", sagde en amerikansk prædikant og professor for nogle måneder siden. "Der sker ingenting ved vort arbejde".

Det var en radikal udtalelse, og mange af os blev næsten chokeret af hans radikalisme. Men er det netop ikke dette, vi behøver at få lært i vore dage: Stilhed for Gud, stilhed for hver ny dag og hver ny opgave, stilhed, så vi kan finde os selv og finde Gud, stilhed, så vor alvidende Fader kan få anledning til at tale til os og lede os frem til de evige kilder. Gud kalder os ikke alene til hellig aktivitet, men Han kalder os også til hellig bien på kraften fra det høje.

Der fortælles om kvækernes apostel, George Fox, at han engang sad stille og tavs i tre timer i en høstak, mens flere tusinde personer var samlet rundt om høstakken for at høre ham prædike. Men han biede på Herren og sagde ikke ét ord, før han fornemmede "den indre stemme". Da talte han og frembar et budskab fra et hjerte, som Gud havde berørt. "Han modtog levende Ord for at give dem til folket", står der om Moses, Gudsmanden. Hvor fik han det Ord? Det var enten i åbenbaringsteltet eller også uden for lejren.

Det er en skam, at vi har så langt til den nærmeste ørken. For det var i ørkenens storslåede stilhed, at Gud fostrede mange af sine bedste tjenere. Nutidsmennesker med deres trætte, tyndslidte nerver og forjagede sind kunne godt - nu og da - trænge til en ørkenkur for at finde både sin Gud og sig selv.

*
Medens jeg en dejlig varm forårsdag gik og ventede på en af mine venner udenfor en kirke i Californien, talte Gud til mit hjerte om denne sandhed, som jeg netop nu er ved at forme i ord. Vi skulle mødes - min kammerat og jeg - på slaget elleve den pågældende dag. Jeg var der til tiden, men af en uforudset årsal blev min kollega forsinket i 20 minutter.

I nærheden af kirken lå en herlig park med løvrige eukalyptustræer. Solen skinnede hedt, og parken lokkede med sin kølighed og skygge. Men jeg kunne ikke gå derhen, for det var ikke der, jeg skulle træffe min kammerat. En ung mand inde i kirken var ved at spille melodien til en sang, som jeg havde sunget aftenen før. Jeg hørte musikken og bemærkede, at han spillede forkert, og jeg ville så inderlig gerne gå ind for at hjælpe ham. Men heller ikke det kunne jeg, for det var uden for kirken, vi skulle mødes.

Uden at tænke på det tvang mit ventende sind mig til at spejde i den retning, hvorfra jeg ventede, at min ven skulle komme. Gang på gang syntes jeg i en eller anden vandrer at kunne genkende min broder.

Hvis jeg bier på Herren, så tvinges jeg af min indre længsel til at gå til det sted, hvor Han har bestemt, at Han vil møde mig. Jeg tvinges til at opgive mig selv og mit eget og til lydighed, for jeg ved, at jeg ikke kan blive iført kraften fra det høje på min selvvalgte vej. Det er vel sandt, at Gud går efter mig på den vej og søger mig, men Han åbner aldrig himmelen over mit liv, så længe jeg fremturer i ulydighed. Hvis Gud gjorde det, så ville Han derigennem stå mig bi i min kamp mod Ham, og det gør Han aldrig.

Bier jeg på Herren, så er mit sind rettet mod Ham. Mine øjne skuer mod det høje, og mit hjerte beder. Hver sag, som truer med at optage mit sind og drage det bort fra denne indstilling, skaber indre lidelse. Selv tilladelige ting bliver til synd, når de tager plads mellem Gud og mig. Ja endogså arbejdet for Gud kan blive synd, hvis det sluger min kraft så helt, at jeg ikke får tid til at lade Gud arbejde med mig.

Måske et personligt vidnesbyrd kan hjælpe til at klargøre, hvad jeg mener.

Jeg stod engang midt i en religiøs vækkelse. Det var i en by i Norge. Gud havde som svar på mange bønner rørt ved en hel mængde mennesker både i byen og omegnen. Vi havde flere folk til møderne, end vi kunne tage var på, og vi så syndere bøje sig for Gud hver aften. En bølge af fornyelse skyllede henover de kristne. Fortabte sjæle fandt vej til Gud. Men i mit indre var jeg meget misfornøjet. Jeg følte, at jeg manglede den tone, som menneskene mest af alt trængte til netop der. Jeg bad Gud om hjælp og forsøgte gang på gang at drage det frigørende budskab frem, men det mislykkedes. Jeg var kørt fast i et dybt hjulspor, som det ikke var mig muligt at komme op af. Da viste Gud mig den nåde, at jeg fik lov til at afbryde møderne i nogle dage og drage op i fjeldene - tusinde meter over havet. Deroppe var jeg fuldstændig alene. Da jeg to, tre dage senere atter kom ned til mennesker og møder, havde jeg fundet den tone, som jeg før havde søgt forgæves.

*
At bie på Herren betyder naturligvis ikke, at vi må vente til et eller andet forandres fra Guds side. Han er uforanderlig, fuldstændig. Han har, ved at give os sin enbårne Søn til vor forsoner og sin Helligånd til vor vejleder, tydeligt og klart vist os, at Han vi vort vel.

Vi behøver ikke at vente på samme måde, som disciplene ventede i de ti dage før Pinse. De skulle vente på en ny nådeshusholdning, og det skal vi ikke. Men vi må gennem stilhed give Gud tid til at tale til os. Han må åbenbare for os de skjulte hindringer for Hans Ånds værk i vort indre, og Han må gøre os modne for den nye oplevelse og den nye opgave.

Det er sandt, hvad mange forkynder, at vi ved troen må tage imod enhver gave fra Gud, også en fylde af Guds Helligånd. Men det er også sandt, at "ingen kan tage, uden at det bliver ham givet fra Himmelen."

Troen på Gud betyder ikke, at jeg kan kommandere den Almægtige. Jeg kan ikke bestemme, at jeg i dag skal have den gave og i morgen den oplevelse. Jeg kan blot i ydmyg overgivelse blive stille for Ham og sige: "Gud, her er jeg. Jeg kan ingenting, jeg formår ingenting, men af hele mit hjerte vil jeg give mig hen til dig. Og jeg stoler på, at du - i din time og på din egen måde og efter din egen plan - vil give mig, hvad du ser, at jeg mest af alt trænger til".

Han skal gøre det. For det er ikke blot dig, der venter på Gud, men Gud venter på dig. Der står i Guds Ord:

"Derfor venter Herren, indtil Han kan vise sig nådig mod jer, Han troner i det høje, indtil Han kan forbarme sig over jer."

"Sagde jeg dig ikke, at dersom dut tror, skal du se Guds herlighed."

---

På nye vinger

---

Det er et talende billede, profeten bruger, når han beskriver de helliges oplevelse af den åndelige fornyelse. Han siger: "De får nye vinger som ørnen."

Der er fældetider i ørnens liv, hvor de gamle fjer falder af en efter en, og ørnen bliver forfærdelig afribbet og fæl. For det er ikke kun vingerne, som fornyes, men ørnen selv gennemgår en fornyelseskrise.

Men da handler den meget klogere, end vi mennesker ofte gør. Vi samler vor dalende energi og fægter forfærdeligt for at beholde den indre spændstighed og presser os til at holde samme tempo som før. Men det gør ørnen aldrig. Den tager ikke ud på langtur og giver sig ikke i kast med overmægtige fjender eller forsøger at på at præstere noget i det hele tage. Den trækker sig bare tilbage til et afsides sted i fjeldet. Der venter den stille på, hvad der skal ske.

Den bliver tyndere og mere fæl og mere afribbet for hver dag, der går. For hver gang den ryster sig, taber den nogle af de gamle fjer. Men den er ikke nervøs, for den har lært at agte på skaberens love, og den har god tid. Det har for resten både Gud og naturen. God tid. Det er kun os mennesker, der har så forrygende travlt, så vi ikke har tid til at leve.

Ørnen ved, at for hver gammel og slidt fjer den mister, kommer der en ny i stedet for. De kommer selv om ørnen ikke kan se det.

En skønne dag er de nye vinger færdige. Med majestætisk gang går ørnen frem til kanten af bjegkløften og skuer ned. En afgrund gaber imod den. Den ryster sig for sidste gang, spænder vingerne, sætter fra og kaster sig ud ovre dybet. Næste sekund bæres dan af de nye vinger højere og højere mod den himmel, som klar og blå hvælver sig over den.

*
"De, som bier efter Herren, får nye vinger som ørnen". I den norske Bibel står der, at "de opfarer med vinger som ørnene". Vi "får" de nye vinger (efter vor bibeloversættelse), og efter norsk oversættelse "bruger" vi dem.

Der er "fældetider" i en kristens erfaring. Du kan også kalde dem fornyelsestider, hvis du vil. Men nu tænker jeg slet ikke her på den daglige fornyelse, som en kristen både kan og bør opleve i sit Gudsforhold, men jeg tænker på de revolutionerende kriser, som kristne bekendere til alle tider har måttet igennem.

Vi ved udmærket godt, at nogle mennesker slet ikke tror på kriser i den religiøse erfaring, id et mindste ikke efter, at de er blevet omvendt. Fra da af skal udviklingen gå så jævnt, at men aldrig gennemrystes af angst og aldrig bliver ude af sig selv af henrykkelse. Man tror på en stille vækst, hvor livet selv uden bulder og brag lidt efter lidt forvandler mennesket til en sand kristen personlighed.

Jeg føler ingen som helst lyst til at diskutere den sag. Det er for resten forrykt at diskutere livet. Det er højt hævet over det plan. Hvis du uden indre kriser er vundet frem til fuldt fællesskab med Gud og er blevet gennemtrængt af Hans Helligånd og er blevet et brugbart redskab i Hans tjeneste, hvem er da jeg, at jeg skulle ville diskutere det evige livs overnaturlige realitet i din erfaring? Gud velsigne dig. Gud give dig lykke til at blive endnu mere brugbar i din Mesters tjeneste.

Men hvis ikke Guds hellig ild brænder i dit hjerte, da trænger du til at opleve en radikal krise for at få luen tændt. For den moderne, tamme og blodfattige, ordløse og livløse religion, som vi kalder kristendom, har intet at skaffe med urkristendommens dynamiske Ånd. Den er bare en dårlig efterligning.

Men du må være forberedt på, at det kommer til at gøre ondt, når Gud griber dig. For den virkelig revolutionerende, åndelige fornyelse er ingen leg. Den er ikke særlig tiltalende for folk, som holder af religiøs sommerferie.

"Jeg har haft en forfærdelig tid de to sidste uger," sagde en af min kolleger til mig en dag. "Gud har rettet sit lys mod min femtenårige kristendom. og min næsten lige så lange tid som prædikant. Der var så meget, der åbenbaredes, da sandhedens lys faldt over mit liv, som jeg ikke havde mindste anelse om før. Jeg vidste virkelig ikke, at der fandtes så meget skrammel inde i mig, at jeg var så ækel indvendig, og at jeg var så langt fra Guds vilje med mig.

Der er så meget, som er brændt op i mit liv og mit arbejde, for der var alt for meget af "jeget" og "selvet" i min gerning, selv når jeg troede, at jeg arbejdede helt for Gud. Jeg er glad for, at det kom frem, og jeg er glad for, at det nu er brændt, så jeg slap af med alt det værdiløse skrammel. Så jeg ikke skulle slæbe på det hele livet og sluttelig gøre regnskab for det på den dag, da alt skal prøves ved ilden. Jeg håber, at Gud herefter skal give mig nåde, at jeg udfører min gerning bedre end hidtil.

Kan du ikke i dette genkende billedet af ørnen i fældetiden? Han blev afklædt og fæl og nøgen. Det er ikke nogen morskab at gennemgå den kur. Menneskenaturen reagerer og protesterer imod den - og uendelig mange flygter for den. Man foretrækker at flakse med de gamle vinger i stedet for at tabe dem og få nye af Livets Gud. Det er aldrig behageligt at møde sig selv, og der er få ting, der gør så ondt for selviskheden som ubarmhjertigt at blive reduceret til det, man virkelig er værd.

Men det nytter intet at protestere. Lykkes det mig at undgå den salige smerte, så undgår jeg også det salige resultat. De gamle vinger må falde, før de nye kan vokse frem. Der er ikke plads til dem begge.

Jeg kæmpede længe med tårer
velsignelsens fylde at nå,
men skønt jeg så længe søgte,
jeg kunne den aldrig nå.

Til sidst da al kraft var udtømt,
jeg segned' som død for Guds fod,
da strømmede ind i mit hjerte
velsignelsens rige flod.

Det er aldrig farligt at lægge sig på den guddommelige kirurgs operationsbord, selv om det også gør forfærdeligt ondt. Han operer nemlig altid uden bedøvelse. Men det lykkes altid for Ham. Det bedste, du kan gøre, er at blive absolut stille, så længe operationen varer. Du forlænger bare pinen og forøger smerterne gennem din uro og bekymring.

*
"De opfarer med vinger som ørnene".

Så levende mindes jeg, hvorledes man føler det første gang, man er ude at flyve. Det er nu en del år siden, jeg fløj fra Helsinki til Stockholm. Det var en ubeskrivelig sælsom fornemmelse, da flyvemaskinens pontoner ramte den sidste bølgetop, og forbindelsen med jorden definitivt var brudt. Det sang ind i mig, og mine læber kunne ikke tie. Jeg var glad for, at motorernes støj overdøvede min lovsang, for jeg kunne prise Gud, så meget jeg ville uden at forstyrre en eneste af mine medpassagerer. Jeg syntes faktisk, at jeg fik en forsmag på, hvorledes det vil gå til, når "vi, der lever, som bliver tilbage, skal bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften."

Men dette var ikke alt. På store vinger steg flyveplanet op mod skyerne og foretog et drej ind over Helsinki, før det fandt sin endelige kurs mod vest. Det var underligt at se, hvor småt alting blev dernede. Store statelige stenhuse, som menneskekrybet var så stolte af og bundne til, forvandledes til ubetydelige rønner. Toget, som kørte mod Åbo, virkede så legetøjsagtigt, at man syntes, man næsten kunne tage lokomotivet i den ene hånd og den sidste vogne i den anden hånd og krølle den kravlende tingest sammen. Da vi længere fremme fra lavere højde så en gøende køter, som fra trappen foran en bondegård gav hals efter mågen, som susede over den hoved, så var der ingen af os, der blev nervøse.

Tænk, hvilken velsignet revurdering der bliver af alt, når Gud får magten over os. Jorden og menneskene og vi selv og vore ejendele og alt andet bliver så velsignet småt. Det er alene Gud, som bliver stor.

"De er løskøbt fra Jorden, der er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for gud og Lammet, ... og de følger Lammet, hvor det går."

Oh, Gud ske lov, at jeg er med.
Han løste mig fra tid og sted,
og løste mig fra mennesker.
Ja, Han har gjort mig fri. Halleluja!

På vor flyvetur over Finland mærkede vi ikke noget til grænsen mellem svenskere og finner. Vi plagedes ikke af gnidningerne mellem statskirke og frikirke. Vi besværedes ikke af grå skillemure eller spydige bemærkninger. Vi var kommet højt op over al den slags.

*
"Ved min Gud springer jeg over en mur", synger salmedigteren. "Her er ikke jøde eller græker, her er ikke træl eller fri, her er ikke mand eller kvinde: Alle er vi ét i Kristus".

Det er således, Gud vil have det.

Jo højere jeg kommer op, desto videre bliver udsynet. Står jeg ved bredden af et spejlblankt hav, kan jeg ikke se nogen genstand på havoverfladen, som ligger længere end fire, fem kilometer. Jordklodens krumning skjuler alt, som ligger hinsides den linje. Men kommer jeg ti meter op i luften, ser jeg dobbelt så langt. I hundrede meters højde kan jeg se mange kilometer.

Horisonten udvides. Det går ikke længere an at gøre Gud til en stakkels lille NationalGud eller til en sammenskrumpen samfundstjener. Han bliver for høj og for stor, og Hans planer bliver alt for underfulde til at kunne skubbes ind i noget menneskeligt system.

Og så blot en ting til. Jo højere man kommer op, desto renere bliver luften, og det bliver lettere at ånde.

Din bøn bliver den naturligste sag af verden, for bønnens Hellige Ånd beder inde i dig. Du løftes ind i en hel og holden ny verden, en levende verden. En forunderlig lys verden. Du løftes ind i umiddelbart fællesskab med Gud, når du beder.

Det bliver let at lyde Gud, for Kristi kærlighed tvinger dig. Den tvinger dig til at fornægte dig selv og at gøre det med glæde. "Dette er kærlighed til Gud, at vi holder Hans bud, og Hans bud er ikke svære." Du er ikke længer bange for guds vilje, for nu finder du den sødere end honning.

Det går lettere end før at tro på Gud, for nu har du oplevet Ham. Hvorledes skulle vi kunne tvivle, når vi har haft en overnaturlig erfaring af, at frelsen er en virkelighed. "Jeg kan ikke lade være at tro på gud og på underet," sagde en kristen videnskabsmand til mig engang, "for jeg har selv oplevet, hvad videnskaben hævder er umuligt: jeg har oplevet underet."

Det bliver let at vidne og virke for vore medmennesker, for vi ser dem med Guds øjne og elsker dem med Hans hjerte.

"De løber uden at mattes, vandrer uden at trættes!"